Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Den sociale virksomhedspris

Hvert år uddeler Billund Kommune den sociale virksomhedspris til en virksomhed, som gør en særlig indsats i forhold til, at ledige eller udsatte borgere kan få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Knud Jørgensen El vandt Rødder & Vinger-prisen i 2020

Billund Kommunes sociale virksomhedspris Rødder & Vinger gik i år til Knud Jørgensen El for virksomhedens store indsats med lærlinge og for at åbne dørene for ledige under coronakrisen.

Velvillighed til at tage (voksen)lærlinge ind – og velvillighed til at åbne dørene under coronakrisen for ledige.

De to ting betød, at Knud Jørgensen El ApS, elinstallatør og forhandler af hårde hvidevarer, fredag den 11. december fik overrakt Billund Kommunes sociale virksomhedspris ”Rødder & Vinger” i 2020.

Uddeler af prisen er Voksenudvalget i Billund Kommune. I 2020 har udvalget haft specielt kig på virksomheder, som har gjort en særlig indsats for at fastholde medarbejdere under COVID-19-krisen. Desuden har det været et kriterie, at virksomhederne gør en indsats for at højne uddannelsesniveauet i kommunen.

Syv lærlinge ud af 30 håndværkere

Tre virksomheder var nomineret til prisen, som altså i sidste endte gik til Knud Jørgensen El. Firmaet har udmærket sig ved at have flere voksenlærlinge. Lige nu har virksomheden syv lærlinge - heraf tre voksenlærlinge - ud af omkring 30 håndværkere.

Derfor kunne indehaverne Bent Kristensen, Henrik Terp Kristensen og Bo Krolykke fredag modtage prisen, som blev overrakt af Robert Terkelsen, formand for Voksenudvalget i Billund Kommune.

”Voksenudvalget har i valget af Knud Jørgensen El især lagt vægt på deres høje andel af voksenlærlinge, som de har investeret tid og kræfter i at give en god uddannelse,” udtaler Robert Terkelsen, formand for Voksenudvalget.
”Samtidig tager virksomheden også et stort socialt ansvar på andre områder. Under corona-epidemien har Knud Jørgensen EL gået foran med et godt eksempel og har bidraget ved at åbne dørene for ledige, der har brug for et praktikforløb for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. I denne tid er der i høj grad brug for, at virksomhederne udviser et socialt ansvar, hvis vi som samfund skal slippe godt igennem corona-krisen. Derfor er det yderst fortjent, at prisen i år tilfalder Knud Jørgensen El,” tilføjer Robert Terkelsen.

Fokus på socialt ansvar

Det er 7. år i træk, Billund Kommune uddeler den sociale virksomhedspris Rødder & Vinger. Prisen gives til en virksomhed, der gør en forskel i forhold til rummelighed og socialt ansvar på arbejdsmarkedet.

Kommunen ønsker med prisen at fremhæve og fejre det gode arbejde, der foregår i de lokale virksomheder – og inspirere til at tænke mere i socialt ansvar. Det giver mening i forhold til en bæredygtig udvikling både for virksomheden selv og samfundet, f.eks. når virksomheder passer på deres medarbejdere og giver mennesker, der har brug for det, en hånd til at komme ind på arbejdsmarkedet.

Med prisen følger 10.000 kr. til medarbejdertiltag på virksomheden, en statuette og et diplom.

Fakta om Knud Jørgensen El ApS:

  • Knud Jørgensen El ApS blev stiftet i midten af 80’erne og har afdelinger i Gørding, Grindsted, Billund, Esbjerg og Nebel.
  • Virksomheden har ca. 30 medarbejdere.
  • I 2019 modtog virksomheden Børsens gazellepris for en fordobling af omsætningen over fire år. Og Knud Jørgensen ApS har igen i 2020 vundet gazelleprisen for sin vækst og udvikling.
  • Der er mange nye, store projekter i ordrebogen blandt andet el-entreprisen på 64 nye boliger i midtbyen i Billund, som arkitekt Bjarke Ingels har tegnet og et parkeringshus på havnen i Vejle.
  • Knud Jørgensen El er aktiv i Billund Erhvervsfremme og har tidligere deltaget med et oplæg ved foreningens nytårskur.

 

Tidligere vindere af den sociale virksomhedspris:

  •          Zebicon i Billund blev første modtager i 2014
  •          Brians Renovation - 2015
  •          Stansomatic i Billund - 2016
  •          Sanistål i Billund - 2017
  •          Hattings AS Billund-afdelingen - 2018
  •          Rønhoff Hundepension i Filskov - 2019