Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Mød Billund Kommunes uddannelsesambassadør

I tråd med Billund Kommunes vision og målsætninger på arbejdsmarkedsområdet har Billund Kommune ansat en uddannelsesambassadør.

Uddannelsesambassadøren skal arbejde for at højne det generelle uddannelsesniveau i kommunen ved at sætte turbo på efteruddannelse og opkvalificering for kommunens borgere. Det kan være for borgere, som har en forældet eller slet ingen uddannelse, eller for borgere som af forskellige grunde ønsker at skifte spor i deres arbejdsliv.

Uddannelsesambassadøren skal på den ene side rådgive virksomheder, borgere (både dem der er i arbejde, og dem der er ledige) og jobcentrets medarbejdere og på den anden side knytte virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommunen sammen i et netværk, som sammen kan løfte uddannelsesniveauet for kommunens voksne borgere.

Der er tale om et 2-årigt forsøg, som finansieres dels med 1 mio. kr. via Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og dels via kommunale midler.

 

Mød vores uddannelsesambassadør

Marie-Helene Pedersen er ansat som uddannelsesambassadør ved Billund Kommune. Hun kommer oprindelig fra Seychellerne, men har de sidste 30 år boet i Esbjerg. Hun har en bachelor i offentlig administration med speciale som uddannelses- og erhvervsvejleder. Derudover har hun en cand.mag. i læring og forandringsprocesser med speciale i uddannelse og kompetenceudvikling.

Marie-Helene har flere års erfaring med ledige både inden for den offentlige og private sektor, og kommer senest fra en stilling som uddannelses-, karriere- og outplacementkonsulent for ledige og opsagte borgere.

”Jeg elsker alt det der har med uddannelse, kompetenceudvikling og erhverv at gøre. Som ledig kan man godt være fokuseret på at finde job her og nu, men man glemmer måske at tænke langsigtet. Derfor vil jeg som uddannelsesambassadør gerne hjælpe ledige ved at oplyse dem om de muligheder, der ligger inden for uddannelse og opkvalificering”, udtaler Marie-Helene. 

Marie-Helene kan kontaktes på tlf.: 7972 7351 eller mail: mhpe@billund.dk.